Det sker heldigvis sjældent, at man vender tilbage med kliken godt forbandet, og det er vel de færreste, der har oplevet at deltage i en turnering, der ikke bliver spillet færdig - nu indtraf begge ting i hurtig rækkefølge.I ly af dobbelt så mange betjente som sidste år - i sig selv skandaløst - blev kun første kamp afviklet planmæssigt, men allerede i stævnets anden kamp begyndte stenalderfolket at manifestere sig, så pausen måtte forlænges, og anden halvleg blev spillet, alt imens formodede familiefædre og såkaldte fans hjernedødt racede op og ned ad langsiderne og uden for hallen slog til højre og venstre forfulgt af politi med knippelsuppe, peberspray, tåregas og hunde.Al balladen halverede efterhånden tilskuerantallet, og sidste del af førstedagen blev afviklet i nogenlunde ro og orden - i det mindste inde i hallen. Stemning og stjernekastere og sang vendte - her var der virkelig tale om kontrast - tilbage i vores sidste kamp mod St. Pauli.Sportsligt stod vi med rigtigt gode muligheder i en fortsættelse, og de, der var kommet for spillets skyld, satte højlydt pris på holdets præstationer i en turnering, som måske ifølge ZDF er blevet afholdt for sidste gang. Der arbejdes på klip fra de to, der blev spillet - og Nørgaard og Rygaard.